SøndagMandagTirsdagOnsdagTorsdagFredagLørdagBillederForsiden

Tirsdag d. 15/4: Udflugt til Venedig

Tirsdag er overliggerdag for alle, og der er arrangeret bustur til Venedig for dem, der har lyst. Det er der mange, der har, også min ejer og Bente, men de vil ikke have os rospande med. Vi står så og hyggesnakker hele dagen hjemme på værelset.

Da min ejer kommer hjem fortæller hun mig, at hun gik rundt i Venedig sammen med 5 andre og oplevede byens mange små, smalle stræder, torve, huse, der går direkte ned i vandet og, ikke mindst, nogle af de 417 broer over de mange kanaler med gondoler og mange andre typer både.

Klik for større billede      Klik for større billede      Klik for større billede

De ville egentlig godt have været i Markuskirken, som ligger på Markuspladsen, men der var lang kø, så det opgav de. Alene pladsen er en oplevelse, kranset af imponerende bygningsværker, butiksarkader, masser af mennesker og mindst lige så mange duer.

Da de blev sultne, købte de en pizza hver, og efter frokosten fandt de en cafe, hvor de kunne sidde udendørs og få lidt til ganen. Min ejer bestilte kaffe, men det er ikke kaffe, som vi kender den hjemmefra - næ, der blev serveret en almindelig kop med en bundskjuler af noget meget stærkt kaffe, så man nærmest blev helt tørstig bagefter.
Det der svarer til vores kaffe, hedder her Deutschkaffee.

To andre bestilte "hot chocolate", og det var lige præcis, hvad de fik. Det virkede som om, tjeneren havde taget et par plader chokolade og smeltet og hældt på kop. Skeen kunne næsten stå af sig selv, chokoladen kunne næsten være brugt som smørepålæg.

Med glasmageri som hobby kunne min ejer have oset rundt i butikkerne og set på kunstfærdigt glas i alle afskygninger i lang tid, men med en bustransporttid på 3 timer hver vej, var tiden i Venedig begrænset.

Udover det flotte Moranoglas, som Venedig er kendt for, går de på disse kanter også meget op i maskebal/karneval. De laver de flotteste masker, som fås alle vegne - også i byerne langs Gardasøen, hvor de også sælger glasset fra Venedig. Nogle er beregnet til pynt, andre til at bruge/tage på. Sammen med maskerne bruges lange, fornemme kapper, som dækker kroppen helt. Det er altså helt anderledes end karneval i f.eks. Rio. Jeg kunne godt tænke mig at være der i februar under karnevallet, fortalte min ejer mig.

Læs mere om turen