Søndag d. 13/4: Campione - Limone - Maderno

Klokken 7.45 ruller vi ind foran hotel Europa i Limone. Trailerfolkene, som kørte meget før os, hilser os velkommen fra balkonen ud for spisestuen - De kom allerede i går.
Min ejer fortæller mig, at her skal vi bo den næste uges tid. Så hanker vi op i hinanden
og finder vores værelse. Jeg hviler mig lidt, mens min ejer går ned og får morgenmad.

Hov, skal vi allerede af sted? Nu var jeg lige faldet i søvn. Nå, men vi skal jo ud i bådene til den første rotur på Gardasøen. Ind i bussen igen og 7 km. længere sydpå.
Der er de jo; for foden af en bjergside, der bare rejser sig næsten lodret fra vandet.
Det tager tid at læsse 16 både af, men endelig kommer vi af sted. Vi ror nordpå, op til Limone igen, for vi skulle jo nødig gå glip af noget.

Min ejer har helt glemt, hun var træt efter en nat i bussen, nu vi er kommet ud at ro.
Ved Limone vender vi. Klokken er nu blevet ca. 12 og det er begyndt at blæse. Det er den sydlige eftermiddagsvind, som er et kendt fænomen her.
Den forsinker os noget. Vi prøver at regne på tid og km. - Vi havde fået at vide, at dagens strækning skulle være 20 km. - men vi kan ikke rigtig få det til at passe.
I hvert fald kan vi se, da vi tager en tiltrængt frokostpause, at vi ikke rigtig kan nå mødetidspunktet i den anden ende. Det er nu ellers ikke fordi, vi ikke laver noget, men modvinden er lidt trættende. Det forhindrer os nu ikke i at beundre områdets skønhed. Der er flotte bjergsider, små, hyggelige byer, oliventræer og rester af appelsin- og citrongårde, som nu er kulturminder. På den anden side af det blågrønne vand er bjergtoppene dækket af sne.

Klokken ca. 15 løjer vinden af og det går lidt hurtigere fremad. Vi kommer alligevel for sent til mødetidspunktet ligesom halvdelen af hele gruppen og finder derefter ud af, at vi har roet 31 km. og ikke 20. Det er da en trøst så er vi altså ikke bare nogle smøl.

Hmm, de der hvide tæer ser noget kolde ud. Min ejer siger godt nok, at vandet føles lidt varmere fjerde gang, man vader ud for at slæbe både i land, men jeg kender hende - hun synes stadig, det er koldt. Så er det jo godt, jeg kan fungere som stol, mens hun får sko og strømper på igen. Hun har dog både haft de lange ben og ærmer smøget op i dag. Nå, men nu er bådene ordnet og vi kører i bussen tilbage til hotellet.

Oppe på værelset hviler vi os lige lidt efter turen, jeg, min ejer og værelseskammeraten Bente og hendes spand.
øv, min kollegas klistermærke fra Himmelbjerget derhjemme sidder meget flottere end mit. Vi var der ellers sammen.

Der er nu kun koldt vand i bruseren, konstaterer min ejer. Det kunne jeg nu godt have fortalt hende. Når 48 roere kommer tilbage og skal have bad på en gang, må det jo blive resultatet.

Så er det blevet tid til aftensmad, men det må hun klare selv. Imens genopfrisker jeg bekendtskabet med Bentes spand.

I løbet af ugen får jeg lært mange fremmede spande at kende. De findes, ligesom deres ejere, i mange størrelser, former og aldre.
Oh, nogle har sådan nogle fine klistermærker på fra fremmede steder. Min ejer siger,
hun nok skal finde et fint mærke hernedefra til mig.

Læs mere om turen