Onsdag d. 27/3: Cannóbio - Locarno
Onsdag var store flyttedag, hvor vi dels skulle rømme campinghytterne, dels skulle pakke
trailere efter formiddagens roning. Vi fik rundet det sidste hjørne på Lago Maggiore og
fik frokost i ro og mag i solen foran roklubben i Locarno.
Sidst på eftermiddagen nåede bussen frem til Figino, hvor vi erobrede vandre-hjemmet, som
består af et par smukke, gamle bygninger med loftsmalerier i en del af værelserne.
Badningen blev overstået i ekspresfart, piger kan bare det der med at bade hurtigt! Vi lod
os overtale til, at en lille italiensk pige måtte springe over i køen - og så kom de
slæbende med en 12 års tøs...…
Det var straks et større problem med "madrashylsteret": Vi er nogle stykker, der gør, som
vi får besked på. Og beskeden var jo, at madrassen skulle puttes ind i betrækket. Med
megen masen og grinen fik vi udført opgaven. De mere kvikke havde fundet ud af, at det nok
var en lagenpose, som vi selv skulle ned i!
Efter middagen forlagde en stor del af selskabet residensen til den nærliggende
restaurant, der havde glimrende øl og cappucinoer, men ikke fattede, at det kunne have
været fikst at sætte Irish Coffee på menukortet som lyn og torden.
Vi overlevede jo, men det gav startskuddet til Utzons cafe - opkaldt efter Carsten, der
foretrak at sove i en for kort sofa i anneksets bibliotek frem for at nyde koncerten fra
hans 5 tungt sovende medlogerende.
|
|