Mandag d. 25/3: Fondotoce - Ispra
Blæsten - havde Søren hørt - var der altid 3 dage, så blev det stille igen, og søndag var
netop dag 3. Det var lidt svært at tro på, at vi ville kunne ro fra Feriolo næste dag, men
vi vågnede til: Høj sol og nystrøget vand.
(Klik på billederne og se dem i stort format)
Dagens strækning gik først ned mod de riges legeplads, Stresa, hvor vi undervejs passerede
de Borromæiske øer, hvor Borromeo-familien i midten af 1600-tallet byggede de
barok-pallazzoer og anlagde haverne, der nu er målet for turister, der transporteres frem
og tilbage fra fastlandet af en uendelig stime af mere eller mindre afdankede
motorbåde.
Kysten er spækket af store eller kæmpestore villaer, overdådige hoteller og haveanlæg, der
kræver en god, fast stab at vedligeholde. Mange af husene var endnu lukkede for vinteren.
Vi holdt frugtpause ved Meina og fortsatte så i større eller mindre buer ned i bunden af
Lago Maggiore mod frokoststedet, der lå ved Angera.
Efter frokost var der kun 7 km til dagens slutsted i Ispra, hvor bådene skulle lirkes op
ad en betonslidske.
|
|