SøndagMandagTirsdagOnsdagTorsdagFredagLørdagBillederForsiden

Fredag d. 18/4: Malcesine - Riva

Fredag er sidste rodag. Vi har god tid i dag, da vi bare skal ro 15 km. Vi nyder det og holder lang frokostpause i en havn, hvor min ejer tog mig med op til en kiosk, så vi kunne få et flot klistermærke til mig.

Vi holder også fotopauser en gang imellem. Her er bare så flot. Hvad vi ikke har haft tid til de andre dage, bliver der tid til i dag. En båd har lagt sig på tværs af roretningen lidt ude på søen, og vips ligger vi der også på siden af dem, og vupti ligger der endnu en båd på siden af os. Her sidder vi så og hygger os lidt.

Lidt senere begynder det at blæse lidt. Vi kan mærke det, hver gang vi skal udenom en pynt. Så bliver der noget uroligt. En båd lægger sig længere ud på søen og sætter træsejl i 40 minutter. De er værktøjsbåd, så de skal jo holde sig bagest.

Der er sejlerstævne i dag, så der er 630 optimistjoller på vandet heroppe i den nordlige ende af søen. Vi kryber indenom langs kysten. Vi passerer det sted, hvor vi skal lægge bådene op, på udkig efter et godt frokoststed.

Hvis vejret havde været mere stille, havde vi måske roet længere nedad mod Limone, men da vi runder en pynt på vej sydpå, møder blæsten os, og vi bliver enige om at vende om. Vi går ind i en lille kanal i den nordlige by Riva og fortøjer og går hen på havnen, hvor der ligger to andre af vores både. Her spiser vi frokost, og der lister sig også en lille is ned.

Nu er det tid til at lægge fra igen og gå tilbage til landgangsstedet, hvor vi skal læsse bådene på trailerne. Det blæser en del nu. Det er lige før, vi ikke kan stoppe og tage vadesko på. Vi får landet båden i god behold, og de næste par timer går med at læsse både.

Om aftenen er der påskeprocession i byen. Det starter med en ceremoni i kirken kl. 20.30, hvorefter præsten og tre alterdrenge går forrest med et krucifiks, mens de synger. Efter dem følger en stor del af byens befolkning gennem alle de små gader og stræder, der er pyntet op med kulørte lys og lys i Winbjergsneglehuse på vægge og træstubbe. Hvor der er plads, er der placeret lys i korsets tegn samt billeder af Jesus eller Jomfru Maria samt olivengrene og fredsduer. Processionen slutter oppe i kirken igen med bøn, sang og velsignelse.

Min ejer slutter dagen på hotellet med en sambucca (Pernod-agtig italiensk drik).
"When in Rome, do what the Romans do." Herefter går hun op og pakker, så både jeg og den store bagage er klar til busturen hjem.

Læs mere om turen

Kontakt webmaster