Sprøde appelsinkager

Sprøde appelsinkager

Lækker frisk dessert. Pynt med flormelis og lidt friske jordbær.

Ingredienser:

8 personer

1 dl pasteuriserede æggehvider
275 g sukker
45 g hvedemel
2 tsk. revet økologisk appelsinskal
60 g smeltet smør
400 g friske jordbær
500 g mascarpone
1/4 dl cointreau eller anden appelsinlikør

Sprøde appelsinkager:
Pisk æggehvide til der dannes bløde toppe. Tilsæt langsomt 125 g sukker og pisk til æggehviderne er stive.

Fold skiftevis hvedemel, appelsinskal og smeltet smør i marengsen.

Lad dejen hvile 10 minutter, og sæt den som små kager på en bageplade beklædt med bagepapir.

Brug 2 tsk. dej pr. kage, og smør den ud med bagsiden af en teske til en cirkel på 5-6 cm i diameter. Lav 24 kager i alt.

Bag kagerne midt i ovnen ved 165° i 10-12 min til de er gyldne og sprøde.

Flyt dem forsigtigt med en spatel over på bageristen og lad dem køle helt af.

Jordbærmousse:
Mos jordbær og 150 g sukker, brug evt. en stavblender.
Pisk jordbærmos og mascarpone, til det har konsistens som flødeskum.

Smag til med cointreau og fordel moussen på de 16 kager. Læg 2 kager ovenpå hinanden og læg den sidste på som låg, så man får 8 kager ialt.

Pynt med jordbær, lidt flormelis og en stilk citronmelisse.

Denne opskrift er fra Føtex kogebogen 65 kokkehuer